Hjemme igen

Efter indlæggelse i isolation med vores bettefis, har vi nu endelig fået lov til at komme hjem. Vi håber virkelig vi må fp lov til at blive hjemme denne gang. Vi har været indlagt samlet set halvdelen af hendes liv indtil nu (Ja ok hun er så kun 1½ måned, men alligevel).
Hun orkede i starten ikke at spise, så hun fik sonde og maske hver anden time med ilt og saltvand. Hun fik lov at spise det hun kunne og blev så suppleret op i sonden, og så håbede vi ellers bare at hun ikke ville kaste det op.

I går var det blevet bedre, hun havde ikke længere sonden og kunne ofte spise sine mængder. Men så opdagede lægen at den lille dame havde apnøer, og skulle derfor have måler på, samt at hun har en fysiologisk mislyd på hjertet. Slam, hvor blev jeg bekymret!
Men efter et døgn med måler på, hvor tallene mere eller mindre konstant har været ok, er vi blevet udskrevet. Vi skal ind til en undersøgelse af hendes hjerte, enten i slutningen af denne eller næste måned, hvor der kommer hjertelæger fra Skejby til vores sygehus og scanner hende. Det er betryggende at hun skal scannes, for vi vil jo gerne vide besked. Er der noget med det bette hjerte, må vi tage den derfra, og ellers jamen så ved vi bare at vores pige har en mislyd og så er det det.

Men hold op det er hårdt! Vi har ikke nogle familiemedlemmer der bor i nærheden, så vi må klare den selv når sådan noget som dette sker. Så det har været et puslespil der skulle gå op, særligt fordi min mand har tre eksamensopgaver der skal skrives i denne uge (bad timing!), og afslutning på et kompetancegivende kursus til et nyt fag på næste semester, der lå mandag, efter inst. lukketid... Reglerne for kursuset var at kom man ikke, fik man en skriftlig opgave, og det var nok lige det sidste vi manglede... Men heldigvis ville min svigerfar godt bruge de 4 timer i transport frem og tilbage på at køre herned efter arbejde, hente drengene og lave aftensmad til dem, for så at køre hjem igen. Der var vi bare heldige!

Drengene er ved at være mærkede af al den tumult der er og har været. De er ikke store nok til sprogligt at formulere hvad der sker i deres hoveder, det kan man heller ikke forlange i en alder af fire og tre år. Men vi kan mærke det på deres adfærd, den lille er meget mere følsom og trøstesøgende, og den store har mange følelser, der kommer til udtryk i vrede og ønsket om at blive set mere tror jeg. Det er så hårdt at se sine børn lide, og vi gør alt hvad vi kan for at de ikke skal mærkes af det der sker, men det er bare svært når de er vant til at mor og far altid er der, og så pludselig er den ene der ikke, og lillesøster er også væk. Vi holder fast på de ting vi lover dem, har vi sagt at vi gør f.eks. skal på markedsplads med dem, så bliver det opfyldt også selvom det ikke kunne passe dårligere, det er vigtigt for dem at de kan mærke at de er vigtige og at vi ikke laver planerne om hele tiden. Det er nok at vi har et sygt barn, vi skal ikke også have to der er syge i deres hjerter.

Det er noget af det hårdeste vi som familie kan blive udsat for, det at blive splittet imod vores vilje. Som forælder føler man sig splittet, man savner hele tiden og børnene må bare følge med selvom de bliver skånet og følger deres normale hverdagsrytme med inst. og leg hjemme. Men spontaniteten er der jo ikke og den mangles, overskuddet mangler. Børnene kommer først sådan er det og sådan skal det være, men jeg synes også det er svært ikke at kunne dele det ordentlig med min mand, det er jo kun per telefon eller få min. imens vi bytter på sygehuset. Vi kom igennem det, igen.

Åh jeg håber ikke vi skal indlægges igen....