Tanker

De sidste dage har jeg været igennem alle mulige følelsesstadier. Jeg fandt torsdag aften en knude i mit venstre bryst!
Det er bare ikke lige det man håber på som 26 årig mor til tre, hvoraf den yngste er 5 måneder. Min kære mand bestilte en tid hos lægen med det samme, derfor skulle vi bare vente på at det blev mandag.
Den skræk jeg gik med var forfærdelig, skulle jeg ikke være hos mine børn igennem deres første år, skulle jeg ikke opleve deres første skoledag, deres konfirmationer, bryllupper osv.
Der var både følelser af selvmedlidenhed, jeg vil jo ikke dø. Men også frygt for at mine børn skulle undvære deres mor, livet uden begge forælder er bare ikke nem (jeg kender det selv, mangler begge mine). Min mand har været stærk, stærk når jeg har grædt, han er jo min klippe!

Det blev mandag og det var tid til besøget hos lægen. Hun kunne godt mærke knuden og ringede straks til Mammacenteret og fik en tid til mig allerede dagen efter. Puha det var hårdt, men også betryggende at vide at et døgn efter ville jeg vide besked. Min søde mand inviterede mig ud på frokost, og vi fik et par hyggelige timer sammen. Jeg kunne mærke at han også var nervøs, også derfor betød det rigtig meget for mig at han sådan ville glæde mig. På restauranten spillede de Stevie Wonders: I just called to say I love you, og da han så sang den for mig, var jeg fyldt op med tårer. Dejligt at mærke at han elsker mig, jeg ved det godt jo, men det betød bare så meget!

Tirsdag tog vi afsted og jeg kan ikke beskrive hvilke følelser jeg havde i mig. Jeg forsøgte at holde fast i at jeg ikke var i risikogruppen så derfor burde der ikke være noget.
Efter lang tids venten (føltes det i hvert tilfælde som om) blev jeg kaldt ind. Jeg er så ung at man ikke foretager den første scanning som man normalt gør, så jeg kom direkte ind til overlægen der skulle scanne mig. Hun var bare så sød og forstående og mærkede, scannede og forklarede. Det så rigtig fint ud, ikke nogle ondartede knuder, så jeg kunne blive afsluttet med det samme. Ví var og er bare så glade og lettede, flere gange i går gik vi og sagde til hinanden, "og du har ikke kræft" fordi det simpelthen var så fantastisk.

Oplevelsen har gjort at jeg har tænkt meget over livet og hvad der er vigtigt, det gør jeg generelt, men oplevelsen har gjort noget ekstra. Jeg vil ikke bruge mit liv på ting der gør mig fortvivlet, ikke bruge tiden på mennekser der kun tager men aldrig giver, men bruge tiden på dem jeg holder af og som vil mig og min lille familie det bedste, lave det jeg har lyst til og nyde livet.

Man kan ikke altid værdsætte livet, men jeg vil forsøge på det.