Tandlægeskræk gå hjem og læg dig!

Jeg har de sejeste sønner! Det mener jeg altid jeg har, uanset hvilken sammenhæng det drejer sig om. Men i dag særligt. For nogen tid siden fik de begge et lille kort med posten om at det igen var tid til tandeftersyn. Mindstemanden var ikke til at skyde igennem, han har talt om det dagligt siden, som om det var en tur i sommerland vi skulle på Men vi tænkte at det nok skyldtes at han ikke helt kunne huske hvad der sker når man er til tandlæge. Vi har som altid talt med dem om hvad der sker og hvad man skal når man er til tandlæge, det er ikke det mindste farligt eller ubehageligt, men en festlig begivenhed ville jeg nok ikke kategorisere det som.

Nå men drengene havde en hyggelig lang morgen herhjemme med far og lillesøster imens jeg var ved lægen. Ved formiddagstid tog Manden afsted med dem begge, og kom hjem og var noget så glad. For begge drenge havde klaret det til UG. De havde bare taget plads i stolen og åbnet op for tandlægen (og det er endda desværre ikke nogen særlig børnevenlig tandlæge de har sig). Den mindste mangler i en alder af tre år stadig en kindtand, så det krævede røngtenbilleder, også det klarede han bare! En stolt mor det er jeg!

Den lille gave og tube tandpasta de får bagefter betyder så meget for dem. Den store er noget så snu. Det er ikke tilladt at have sit eget legetøj med ned i børnehaven (der har været bøvl med at man ville "købe" sine legekammerater til at lege med sig med det smarteste legetøj) så hvad gør vores dreng så? Han vælger en ring med et blåt anker på og siger "Du har også ring på far, så det er ikke legetøj, det må jeg gerne have med ind i børnehaven" - Han var noget så stolt af sin ring og viste den frem til alle. En snu fireårig vi har os.