En lillebrors lod

Der er knap tyve måneder imellem vores drenge, og det elsker vi, og de. De kan ikke undvære hinanden og den store kan ikke huske tiden uden sin lillebror. Naturligvis kan de skændes, det er naturligt og de bliver jo altid gode venner igen.

De går på hver deres stue i børnehaven men lillebror er meget glad for at være inde på storebrors stue, han leger med flere af de ældre drenge og det er helt ok. Han har ikke endnu nogle tætte venskaber, men vi håber det kommer. Det har den store tilgengæld og har altid haft det. Derfor er det så svært nogle gange, for to af den stores legekammerater bor lige omkring hjørnet fra vores hus, så i weekenderne er han tit hjemme hos en af dem og lege. I dag var ikke nogen undtagelse, og det blev lillebror så ked af for han måtte jo ikke komme med. Åh det er svært at se ham så ulykkelig. Men vi forsøger at hygge lidt ekstra om ham og sætte ord på hans følelser.

Både min mand og jeg er yngstebarnet med en enkelt ældre bror eller søster. Jeg har ikke oplevet det så meget da jeg alligevel ikke gad lege med biler osv. og min bror og jeg har aldrig været tætte og har ikke kontakt i dag.
Men min mand kender det udemærket og jeg kan se på ham at han kan mærke den sorg der er i lillebrors hjerte. Men man kan jo heller ikke tvinge dem til at tage ham med.

Jeg er (igen) blevet syg. Halsbetændelse og høj feber, normalt synes jeg ikke det slår mig sådan ud, men det har det godt nok i dag. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få mit immunforsvar i vejret, for det er ikke holdbart for vores familie at jeg er så ofte syg. Jeg må efter lægens orde ikke komme i nærheden af lillesøster, da hun slet ikke kan tåle at blive syg. Det retter jeg mig naturligvis efter og min mand er så god klarer bare alle tre unger, og har afleveret sine eksamensopgaver! Men samvittigheden nager mig. Jeg skal have det bedre til i morgen hvor den som tidligere skrevet står på Øko-dag.

Er det ikke mig der er syg er det lillesøster, det er bare ikke sjovt.

Hjemme igen

Efter indlæggelse i isolation med vores bettefis, har vi nu endelig fået lov til at komme hjem. Vi håber virkelig vi må fp lov til at blive hjemme denne gang. Vi har været indlagt samlet set halvdelen af hendes liv indtil nu (Ja ok hun er så kun 1½ måned, men alligevel).
Hun orkede i starten ikke at spise, så hun fik sonde og maske hver anden time med ilt og saltvand. Hun fik lov at spise det hun kunne og blev så suppleret op i sonden, og så håbede vi ellers bare at hun ikke ville kaste det op.

I går var det blevet bedre, hun havde ikke længere sonden og kunne ofte spise sine mængder. Men så opdagede lægen at den lille dame havde apnøer, og skulle derfor have måler på, samt at hun har en fysiologisk mislyd på hjertet. Slam, hvor blev jeg bekymret!
Men efter et døgn med måler på, hvor tallene mere eller mindre konstant har været ok, er vi blevet udskrevet. Vi skal ind til en undersøgelse af hendes hjerte, enten i slutningen af denne eller næste måned, hvor der kommer hjertelæger fra Skejby til vores sygehus og scanner hende. Det er betryggende at hun skal scannes, for vi vil jo gerne vide besked. Er der noget med det bette hjerte, må vi tage den derfra, og ellers jamen så ved vi bare at vores pige har en mislyd og så er det det.

Men hold op det er hårdt! Vi har ikke nogle familiemedlemmer der bor i nærheden, så vi må klare den selv når sådan noget som dette sker. Så det har været et puslespil der skulle gå op, særligt fordi min mand har tre eksamensopgaver der skal skrives i denne uge (bad timing!), og afslutning på et kompetancegivende kursus til et nyt fag på næste semester, der lå mandag, efter inst. lukketid... Reglerne for kursuset var at kom man ikke, fik man en skriftlig opgave, og det var nok lige det sidste vi manglede... Men heldigvis ville min svigerfar godt bruge de 4 timer i transport frem og tilbage på at køre herned efter arbejde, hente drengene og lave aftensmad til dem, for så at køre hjem igen. Der var vi bare heldige!

Drengene er ved at være mærkede af al den tumult der er og har været. De er ikke store nok til sprogligt at formulere hvad der sker i deres hoveder, det kan man heller ikke forlange i en alder af fire og tre år. Men vi kan mærke det på deres adfærd, den lille er meget mere følsom og trøstesøgende, og den store har mange følelser, der kommer til udtryk i vrede og ønsket om at blive set mere tror jeg. Det er så hårdt at se sine børn lide, og vi gør alt hvad vi kan for at de ikke skal mærkes af det der sker, men det er bare svært når de er vant til at mor og far altid er der, og så pludselig er den ene der ikke, og lillesøster er også væk. Vi holder fast på de ting vi lover dem, har vi sagt at vi gør f.eks. skal på markedsplads med dem, så bliver det opfyldt også selvom det ikke kunne passe dårligere, det er vigtigt for dem at de kan mærke at de er vigtige og at vi ikke laver planerne om hele tiden. Det er nok at vi har et sygt barn, vi skal ikke også have to der er syge i deres hjerter.

Det er noget af det hårdeste vi som familie kan blive udsat for, det at blive splittet imod vores vilje. Som forælder føler man sig splittet, man savner hele tiden og børnene må bare følge med selvom de bliver skånet og følger deres normale hverdagsrytme med inst. og leg hjemme. Men spontaniteten er der jo ikke og den mangles, overskuddet mangler. Børnene kommer først sådan er det og sådan skal det være, men jeg synes også det er svært ikke at kunne dele det ordentlig med min mand, det er jo kun per telefon eller få min. imens vi bytter på sygehuset. Vi kom igennem det, igen.

Åh jeg håber ikke vi skal indlægges igen....