Mors dag!

Som nævnt tidligere har Manden min og jeg været praktiske ift. mor og fars dag.

Men alligevel besluttede min fantastiske mand at han lige gik en tur med lillesøster (der i nogen tid har haft ret så svært ved det med søvn) i barnevognen.
Så jeg fik mulighed for at lege med drengene på deres værelse. Vi byggede løs med deres Legoklodser - en super sej garage til deres Cars 2 biler. Før det fik vi lavet dej til lækre boller.

Det var så fantastisk at kunne få lov til at være der helt for mine dejlige drenge, det har jeg virkelig savnet! De fik hver lavet deres egen bolle. Midtertrolden lavede en Bakugan og Storebror en fin mand. Jeg selv lavede bare kedelige alm. runde boller. De smagte skønt!

 

Derudover kom han endda hjem med en lækker plante til haven. Lavendel, jeg elsker duften og har længe gerne villet have en sådan til haven.

 

Jeg er så taknemmelig for min skønne familie.

Min store kærlighed

Jeg er storforelsket i min mand! Han er min klippe - det er en kliche, men det passer virkelig! 

Når jeg er nede står han fast, skubber mig når jeg har brug for det, får mig til at grine og le, 

føle mig skøn som den jeg er og føler mig elsket. Han gør mange små ting og gør at jeg har det godt.

Et eksempel. I dag er jeg syg, og han tager bare alle tre unger så jeg kan få hvilet. Han får samtidig lige afleveret de tre eksamensprojekter han har arbejdet så hårdt på. Selvom drengene har været ret vilde 

i dag, har manden ikke beklaget sig eller bedt om hjælp. Det er der virkelig ikke mange mænd der ville lade deres koner gøre, det er jeg helt sikker på.

Han er smuk fra inderst til yderst, jeg synes han er top-lækker også selvom han ikke tror jeg synes det. Men det er han! 

Jeg er ikke typen der behøver de store middage alene sammen med min mand, den ene kærestetur efter den anden osv., det at jeg har ham i hverdagen er det der betyder noget for mig. At se ham med vores børn, det er det største! - Og det at der ikke skal ses frem til den næste ferie, den næste date osv. er det der for mig viser at han er min store kærlighed. 

Kærligheden er der fra min side hele tiden, også nu hvor nætterne er lange, søvnen svær at få øje på, sønner der prøver grænser af (særligt omkring sengetid!) og den ene indlæggelse efter den anden. Så er kærligheden der stadig og den kan godt tåle lidt ridser af og til, det bliver den kun større af faktisk. De ting vi kommer igennem sammen gør at vi vokser sammen, og vi har efterhånden oplevet vores del!

Jeg elsker ham og ser hver dag frem til at tilbringe dagen med ham.

En lillebrors lod

Der er knap tyve måneder imellem vores drenge, og det elsker vi, og de. De kan ikke undvære hinanden og den store kan ikke huske tiden uden sin lillebror. Naturligvis kan de skændes, det er naturligt og de bliver jo altid gode venner igen.

De går på hver deres stue i børnehaven men lillebror er meget glad for at være inde på storebrors stue, han leger med flere af de ældre drenge og det er helt ok. Han har ikke endnu nogle tætte venskaber, men vi håber det kommer. Det har den store tilgengæld og har altid haft det. Derfor er det så svært nogle gange, for to af den stores legekammerater bor lige omkring hjørnet fra vores hus, så i weekenderne er han tit hjemme hos en af dem og lege. I dag var ikke nogen undtagelse, og det blev lillebror så ked af for han måtte jo ikke komme med. Åh det er svært at se ham så ulykkelig. Men vi forsøger at hygge lidt ekstra om ham og sætte ord på hans følelser.

Både min mand og jeg er yngstebarnet med en enkelt ældre bror eller søster. Jeg har ikke oplevet det så meget da jeg alligevel ikke gad lege med biler osv. og min bror og jeg har aldrig været tætte og har ikke kontakt i dag.
Men min mand kender det udemærket og jeg kan se på ham at han kan mærke den sorg der er i lillebrors hjerte. Men man kan jo heller ikke tvinge dem til at tage ham med.

Jeg er (igen) blevet syg. Halsbetændelse og høj feber, normalt synes jeg ikke det slår mig sådan ud, men det har det godt nok i dag. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få mit immunforsvar i vejret, for det er ikke holdbart for vores familie at jeg er så ofte syg. Jeg må efter lægens orde ikke komme i nærheden af lillesøster, da hun slet ikke kan tåle at blive syg. Det retter jeg mig naturligvis efter og min mand er så god klarer bare alle tre unger, og har afleveret sine eksamensopgaver! Men samvittigheden nager mig. Jeg skal have det bedre til i morgen hvor den som tidligere skrevet står på Øko-dag.

Er det ikke mig der er syg er det lillesøster, det er bare ikke sjovt.

Skøn forårsmorgen og maskiner i lange baner

Drengene elsker deres køretøjer, ikke nogen tvivl herom. Derfor var lykken også gjort da jeg sagde at vi kunne gå hen i børnehaven så de kunne køre på hhv. løbecykel og løbehjul.
Vi fik nydt det gode vejr, fik studeret alle skraldespanende der bliver samlet sammen hver torsdag i klynger på vejen, set på store lastbiler, lift med "monster truck hjul" og kørt ræs.
Det var så dejligt lige at være alene sammen med min to store, de var glade og afleveringen gik så fint. Dejligt at gå smilende hjem i det fine forårsvejr.

Det med interessen for maskiner fik mig til at tænke på et indlæg i Felix Smith og dennes kærestes bog: Køkken og Kaos;

"Det er derimod lidt svært at forklare en toårig dreng, hvorfor han ikke mp få sin store gule plastikgravko og sin røde plastiktraktor med lad, for de to hører sammen, med ind i vuggestuen. Så det foregår på den her måde: Vi tager gravko og traktor med lad med ud i bilen. her sidder han så med dem tæt på kroppen, indtil vi ankommer til vuggestuen. Så siger vi farvel til gravko og r´traktor med lad, og jeg forklarer ham, at nu skal de sove, og at de ligger her i fars bil, indtil han bliver hentet. Herefter ligger vi dem højtideligt på plads i bagagerummet og går. Nogle gange græder han lidt og ser tilbage mod bilen, inden vi går ind på stuen. Det er som om man kan måle Theos humør på antallet af gravemaskiner, han har med sig. Én så er det en god dag, to, så er det en almindelig dag, og tre og derover, så er det en dårlig dag. Tænk hvis det var sådan med voksne."

Det er det samme herhjemme, omend det bare er køretøjer generelt der er i spil her. Det var en sjov oplevelse at læse at andre har det på nøjagtig samme måde. Drenge og deres maskiner, kan man andet end at elske det.

Hjemme igen

Efter indlæggelse i isolation med vores bettefis, har vi nu endelig fået lov til at komme hjem. Vi håber virkelig vi må fp lov til at blive hjemme denne gang. Vi har været indlagt samlet set halvdelen af hendes liv indtil nu (Ja ok hun er så kun 1½ måned, men alligevel).
Hun orkede i starten ikke at spise, så hun fik sonde og maske hver anden time med ilt og saltvand. Hun fik lov at spise det hun kunne og blev så suppleret op i sonden, og så håbede vi ellers bare at hun ikke ville kaste det op.

I går var det blevet bedre, hun havde ikke længere sonden og kunne ofte spise sine mængder. Men så opdagede lægen at den lille dame havde apnøer, og skulle derfor have måler på, samt at hun har en fysiologisk mislyd på hjertet. Slam, hvor blev jeg bekymret!
Men efter et døgn med måler på, hvor tallene mere eller mindre konstant har været ok, er vi blevet udskrevet. Vi skal ind til en undersøgelse af hendes hjerte, enten i slutningen af denne eller næste måned, hvor der kommer hjertelæger fra Skejby til vores sygehus og scanner hende. Det er betryggende at hun skal scannes, for vi vil jo gerne vide besked. Er der noget med det bette hjerte, må vi tage den derfra, og ellers jamen så ved vi bare at vores pige har en mislyd og så er det det.

Men hold op det er hårdt! Vi har ikke nogle familiemedlemmer der bor i nærheden, så vi må klare den selv når sådan noget som dette sker. Så det har været et puslespil der skulle gå op, særligt fordi min mand har tre eksamensopgaver der skal skrives i denne uge (bad timing!), og afslutning på et kompetancegivende kursus til et nyt fag på næste semester, der lå mandag, efter inst. lukketid... Reglerne for kursuset var at kom man ikke, fik man en skriftlig opgave, og det var nok lige det sidste vi manglede... Men heldigvis ville min svigerfar godt bruge de 4 timer i transport frem og tilbage på at køre herned efter arbejde, hente drengene og lave aftensmad til dem, for så at køre hjem igen. Der var vi bare heldige!

Drengene er ved at være mærkede af al den tumult der er og har været. De er ikke store nok til sprogligt at formulere hvad der sker i deres hoveder, det kan man heller ikke forlange i en alder af fire og tre år. Men vi kan mærke det på deres adfærd, den lille er meget mere følsom og trøstesøgende, og den store har mange følelser, der kommer til udtryk i vrede og ønsket om at blive set mere tror jeg. Det er så hårdt at se sine børn lide, og vi gør alt hvad vi kan for at de ikke skal mærkes af det der sker, men det er bare svært når de er vant til at mor og far altid er der, og så pludselig er den ene der ikke, og lillesøster er også væk. Vi holder fast på de ting vi lover dem, har vi sagt at vi gør f.eks. skal på markedsplads med dem, så bliver det opfyldt også selvom det ikke kunne passe dårligere, det er vigtigt for dem at de kan mærke at de er vigtige og at vi ikke laver planerne om hele tiden. Det er nok at vi har et sygt barn, vi skal ikke også have to der er syge i deres hjerter.

Det er noget af det hårdeste vi som familie kan blive udsat for, det at blive splittet imod vores vilje. Som forælder føler man sig splittet, man savner hele tiden og børnene må bare følge med selvom de bliver skånet og følger deres normale hverdagsrytme med inst. og leg hjemme. Men spontaniteten er der jo ikke og den mangles, overskuddet mangler. Børnene kommer først sådan er det og sådan skal det være, men jeg synes også det er svært ikke at kunne dele det ordentlig med min mand, det er jo kun per telefon eller få min. imens vi bytter på sygehuset. Vi kom igennem det, igen.

Åh jeg håber ikke vi skal indlægges igen....

Ubeskrivelig heldig

Det er jeg at have sådan en skøn familie!

Jeg fyldte år i går og blev i den anledning vækket med morgensang og gaver af mine tre drenge og datter (Abonnement på måneds magasinet Spis Bedre og et skønt brev). Manden min havde bagt boller og dækket det fineste morgenbord med blomster og flag.

Selvom min mand er meget presset med eksamensopgaver havde han alligevel valgt at holde dagen fri så jeg rigtig kunne blive forkælet. Vi så Dirch (en af gaverne) med biografstemning i stuen og masser af slik og godter. Mums.

Lillesøster er desværre blevet syg med forkølelse så hun lå ved os på arm det meste af dagen. Jeg gik for første gang efter KS ned efter drengene der havde hhv. deres løbehjul og løbecykel med. Rigtig skønt at kunne bevæge sig lidt længere igen. Imens var manden gået i gang i køkkenet, dog var det ikke den letteste opgave med en ked af det lille pige, så jeg tog hende da vi kom hjem.

Sikke en lækker menu min dejlige mand havde lavet til mig. Forretten bestod af laks, spinat og feta bagt i filodej med jomfru i det grønne frø på toppen. Det smagte virkelig fantastisk!

Hovedretten bestod af min livret; kartoffeltærte! Dertil koriander- og ingefærmarineret kyllingefileter og honning- og ingefærbagte gulerødder og yndlings hvidvinen til (fruen har endnu ikke lært at nyde rødvin… Det må snart være med så høj en alder jeg efterhånden har nu).

Ikke nogle y-tallerkener på min fødselsdag.
Det er en af de retter der smager tusind gange bedre end det tager sig ud på en tallerken

Jeg var så mæt men sørme ikke også om der var min yndlingsis, hjemmelavet jordbærparfait! Og da vi er svenskofile i høj en grad herhjemme, var desserten naturligvis pyntet med Ballerinakiks og Bilar <3 Min mand er så fantastisk! 

Lillesøster var så sød at sove under hovedretten og desserten, det er unægtelig en del lettere at nyde maden ordentligt når der er ro.

Der var en masse rester til overs, så glæder mig allerede til at gå og smovse i løbet af dagen i dag, ha ha.

Da ungerne var puttet til natten nåede manden og jeg lige at hygge os lidt mere, men så gik der ellers også gang i hytten… Lillesøster havde det dårligt, var ked af det hele tiden, kunne ikke sove for den stoppede næse, ville ikke rigtig spise og mindste storebror havde mareridt og løbende næse, så manden og jeg mere eller mindre løb rundt i nogle timer indtil ved 2 tiden hvor alle mand gav op. Det kan mærkes når man i forvejen lider af søvnunderskud, godt vi har hinanden manden og jeg så vi kan støtte hinanden i at være brugte og glædes sammen over alle de små ting <3

Alt i alt var den en af de bedste fødselsdage jeg har haft, er så rørt over alt det min mand har gjort bare for at glæde mig! 

Jeg elsker jer M, M, O og A