Viser opslag med etiketten hverdagen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hverdagen. Vis alle opslag

mandag den 30. april 2012

Vi hakker af

Som nævnt tidligere, er jeg en person der trives med to-do lister. Heldigvis har manden det på samme måde, og vi har godt nok lavet mange lister gennem tiden.
Vi har brugt noget af weekenden på at få talt om hvad der skal ordnes osv. det er skønt med overblik.
Ugen startede med blomsterdag i børnehaven, drengene havde valgt en blomst og en pose med frø vi tog med ned i børnehaven, hvor de så plantede løs. Det bliver så fint med alle de mange blomster!
Bilen skulle til eftersyn og denne gang blev det ikke så dyrt som frygtet, hvor skønt er det ikke lige!

Vi havde lillepigen med ude og købe lidt guf til hende, den fineste spille-Andrea der spiller "Når du ser et stjerneskud". Planen er så at hun skal føle sig tryg og rolig når hun hører den spille. Vores ældste søn var meget glad for sin "spilleko" i sin tid, så hvis vores lille pige kunne opleve det samme ville det være fantastisk. Herudover blev det til lidt andet legetøj der skal styrke hendes indlæring og udvikling.

Vejret er så fint i dag, modsat weekenden der bød på regnvejr. Så jeg nød at gå ned og hente drengene. Alle de blomster og gode historier jeg fik på hjemvejen, smeltede helt mit hjerte. Vi har ellers en lidt travl mandag, for den store skal til fodbold og det er midt i aftensmaden, så jeg skal stå for det hele alene sammen med lillesøster og midterbarnet. Det kræver noget multitasking når lillesøster bestemt ikke vil sove og trolden gerne vil underholdes. Men jeg fik da fremtryllet en broccolitærte med skinke og råkostsalat til. At midterbarnet så tog en kæmpe sandkage med inden for terassedøren fordi jeg skulle se den, det er så også ok. Det var bestemt også en flot sandkage!

Barnedåben er på plads. Invitationerne skal bare lige skrives og sendes. Gaverne til den største trold er købt og lillebrorgaven er der også styr på. Den skal jeg købe i morgen imens farmand ser efter lillesøster.

Aftenen har stået på trøst og atter trøst. Vores lille pige kan slet ikke klare at køre i bil... Eller jo hun klarer det faktisk fint nok, men om aftenen reagerer hun voldsomt. Det må være det at hun bliver taget op og ned eller noget i den stil. Det har været sådan hver gang vi har haft hende ude og køre (som kun er to gange ud over når vi har skulle på sygehuset med hende). Det er godt nok synd for hende. Men vi svøber hende, nynner, trøster osv. Det hjælper langsomt men sikkert. Det er dejligt at vide at vi gør det rigtige for hende.

Sammen med trøstning af lillesøster har vi brugt aftenen på at nørde... Optakt til Melodi grand prix på SVT. Hyggeligt, Loreen bør virkelig vinde det hele i år!

lørdag den 21. april 2012

Min store kærlighed

Jeg er storforelsket i min mand! Han er min klippe - det er en kliche, men det passer virkelig! 
Når jeg er nede står han fast, skubber mig når jeg har brug for det, får mig til at grine og le, 
føle mig skøn som den jeg er og føler mig elsket. Han gør mange små ting og gør at jeg har det godt.
Et eksempel. I dag er jeg syg, og han tager bare alle tre unger så jeg kan få hvilet. Han får samtidig lige afleveret de tre eksamensprojekter han har arbejdet så hårdt på. Selvom drengene har været ret vilde 
i dag, har manden ikke beklaget sig eller bedt om hjælp. Det er der virkelig ikke mange mænd der ville lade deres koner gøre, det er jeg helt sikker på.


Han er smuk fra inderst til yderst, jeg synes han er top-lækker også selvom han ikke tror jeg synes det. Men det er han! 


Jeg er ikke typen der behøver de store middage alene sammen med min mand, den ene kærestetur efter den anden osv., det at jeg har ham i hverdagen er det der betyder noget for mig. At se ham med vores børn, det er det største! - Og det at der ikke skal ses frem til den næste ferie, den næste date osv. er det der for mig viser at han er min store kærlighed. 

Kærligheden er der fra min side hele tiden, også nu hvor nætterne er lange, søvnen svær at få øje på, sønner der prøver grænser af (særligt omkring sengetid!) og den ene indlæggelse efter den anden. Så er kærligheden der stadig og den kan godt tåle lidt ridser af og til, det bliver den kun større af faktisk. De ting vi kommer igennem sammen gør at vi vokser sammen, og vi har efterhånden oplevet vores del!

Jeg elsker ham og ser hver dag frem til at tilbringe dagen med ham.

torsdag den 19. april 2012

Nattestilhed og de bedste boller to

Klokken er lige nu 4 om natten. Lillesøster er ved at få mad. Det kan faktisk være ret hyggeligt lige at få en time om natten, hvor alle andre sover trygt, og der kommer små snorkelyde oppe fra drengenes værelse.

Tidspunktet er slet ikke til det, men ih hvor kunne jeg godt lige spise en nybagt bolle og drikke et koldt glas mælk... Men da jeg ikke vil stå og larme i køkkenet på dette tidspunkt, vil jeg i stedet give opskriften på familiens "kernegode boller".
I vores familie kan vi som tidligere skrevet rigtig godt lide et god bagværk. Særligt boller er vi glade for. Disse boller er super gode og et stort hit når der kommer gæster. "Må vi ikke få opskriften?" Lyder det hver gang. Elsker når det man laver falder i god jord.


Kernegode boller

Ca. 12 stk.
10 g gær
8 dl koldt vand
1 spsk. groft salt
2 tsk. Rørsukker
200 g hørfrø, solsikkekerner eller græskarkerner (gerne lidt af hver)
200 g grahamsmel eller fuldkornshvedemel
200 g havregryn
350 g hvedemel
Gæren udrøres i det kolde vand.
Resten af ingredienserne iblandes, hvorefter dejen stilles på køl natten over, eller i min. 12 timer
Dejen formes til 12 boller, fugt hænderne efter hver bolle, så bliver de fine og glatte.
Bollerne stilles på en plade med bagepapir og hæver imens ovnen bliver varm.
Ovnen tændes på 250 grader.
Når ovnen er varm, bages bollerne midt i ovnen i 20-25 min.

Tip. Dejen kan holde sig på køl i 4-5 dage, så man kan med fordel lave en stor portion og lave boller af flere omgange.

Nødder, Nigellafrø, Tranebær osv. kan med fordel tilsættes alt efter hvad man vil bruge bollerne til