En lillebrors lod

Der er knap tyve måneder imellem vores drenge, og det elsker vi, og de. De kan ikke undvære hinanden og den store kan ikke huske tiden uden sin lillebror. Naturligvis kan de skændes, det er naturligt og de bliver jo altid gode venner igen.

De går på hver deres stue i børnehaven men lillebror er meget glad for at være inde på storebrors stue, han leger med flere af de ældre drenge og det er helt ok. Han har ikke endnu nogle tætte venskaber, men vi håber det kommer. Det har den store tilgengæld og har altid haft det. Derfor er det så svært nogle gange, for to af den stores legekammerater bor lige omkring hjørnet fra vores hus, så i weekenderne er han tit hjemme hos en af dem og lege. I dag var ikke nogen undtagelse, og det blev lillebror så ked af for han måtte jo ikke komme med. Åh det er svært at se ham så ulykkelig. Men vi forsøger at hygge lidt ekstra om ham og sætte ord på hans følelser.

Både min mand og jeg er yngstebarnet med en enkelt ældre bror eller søster. Jeg har ikke oplevet det så meget da jeg alligevel ikke gad lege med biler osv. og min bror og jeg har aldrig været tætte og har ikke kontakt i dag.
Men min mand kender det udemærket og jeg kan se på ham at han kan mærke den sorg der er i lillebrors hjerte. Men man kan jo heller ikke tvinge dem til at tage ham med.

Jeg er (igen) blevet syg. Halsbetændelse og høj feber, normalt synes jeg ikke det slår mig sådan ud, men det har det godt nok i dag. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få mit immunforsvar i vejret, for det er ikke holdbart for vores familie at jeg er så ofte syg. Jeg må efter lægens orde ikke komme i nærheden af lillesøster, da hun slet ikke kan tåle at blive syg. Det retter jeg mig naturligvis efter og min mand er så god klarer bare alle tre unger, og har afleveret sine eksamensopgaver! Men samvittigheden nager mig. Jeg skal have det bedre til i morgen hvor den som tidligere skrevet står på Øko-dag.

Er det ikke mig der er syg er det lillesøster, det er bare ikke sjovt.